Translate

tirsdag den 31. december 2019

Woodstock 1969-2019


TILBAGE TIL HAVEN/ EDEN I ERINDRINGEN
Woodstock 50 gik i vasken, men sjælen fra 69 lever

Af BO GREEN JENSEN

I

2019 var også  50-året for Woodstock, den skelsættende musikfestival, som fandt sted på mælkeproducenten Max Yasgurs marker i Bethel, New York, fra den 15 til den 17. august 1969. Af alle epokale udtryk for den lyse side af Kraften, som fik overtaget i 60ernes slutning, må Woodstock være indgrebet. Imperiet sendte Dødsstjerner ud, men Tårnet i Woodstock stod og holdt stand. Lyset kunne ses verden over.
   Det skulle have været fejret behørigt. Michael Lang, som var medarrangør af den oprindelige Woodstock Music & Arts Fair og driver selskabet Woodstock Ventures Ltd, forsøgte til det sidste at realisere en fødselsdagsfest. Det lykkedes ham at markere jubilæerne i 1994 og 1999, men det var ikke muligt i 2019.
   Processen er uklar, og parterne skændes stadig om, hvad der gik galt, men tilsyneladende er projektet strandet på en kombination af svag finansiering og sikkerhedshensyn. Der var svære forsikringsproblemer. I 1969 kunne man finde en bar mark og sige værsgo. I 2019 er der tusindvis af juridiske og kommercielle hensyn at tage. Økonomien kan kun hænge sammen, hvis så og så mange køber billet. Omvendt er der grænser for, hvor mange folk man kan og må samle. Smertegrænsen ligger ved 100.000.
   De store koncerter er høflige stævner, hvor folk drikker lys øl af bløde krus og ikke tager smuglergods hjemmefra. Overnatning er pr. definition noget rod. Der skal være utallige faciliteter. Mangfoldige tilladelser kræves. Alt må være bæredygtigt. Det er oven i købet fornuftigt. Ingen vil se tragedier som Roskilde 2000 gentaget.
   Endelig er der penge i sagen. Festivalhistorien er fuld af konkurser. På et tidspunkt bliver hegnene væltet, så ingen har noget ud af det bagefter. Alligevel er det ikke de velordnede koncertbegivenheder, der afholdes lydefrit år efter år, som bliver husket. Det er de første kaotiske festivaler, hvor en frygtelig skønhed blev formet af mudder, blod og magisk musik. 


   


LANG havde tilsagn fra mange kunstnere, da han i marts 2019 stod frem med nyheden om en festival, som skulle afholdes på Watkins Glen International Racetrack i New York fra 16.-18. august. En plakat med imponerende navne blev trykt, og det forlød, at der snarest ville være billetter at få.



LANG havde indgået et partnerskab med investeringsfirmaet Dentsu Aegis, som skulle finansiere koncerterne med en sum på 49,1 mio. dollars. Budgettet kunne bære, hvis der blev solgt 150.000 billetter, som Lang regnede med. Dentsu Aegis trak sig ud, da det blev klart, at koncertstedet ikke kunne bære mere end 75.000 deltagere. En ny partner, selskabet Superfly, trak sig ud, da tallet blev reduceret til 61.000. Og der var stadig problemer med tilladelser fra de lokale myndigheder.
   I maj 2019 fik Lang New York Supreme Courts tilladelse til at gå videre med arrangementet. Investeringsfirmaet Oppenheimer Holdings trådte til, og i juni forlød det, at arrangementet var flyttet til væddeløbsbanen i Vernon Downs, New York. Flere kunstnere, bl.a. John Fogerty og Country Joe McDonald erklærede, at de ville komme når- og hvorsomhelst, men i øvrigt var holdt op med at følge det logistiske drama.
  Woodstock Ventures misligholdt sin aftale med Vernon Downs. Lang betalte ikke et depositum til tiden. Så var Merriweather Post Pavillion i Columbia, Maryland, i spil. Nu hed begivenheden Woodstock 50 Washington, og der var tale om en éndagskoncert, hvis hovednavn var The Smashing Pumpkins. Da mente flere veteraner, at arrangementet havde fjernet sig for langt fra det originale koncept. The Grateful Dead, Fogerty, McDonald, John Sebastian og Santana trak sig ud. Woodstock 50 blev endelig aflyst den 31. juli 2019.






II

DET er svært at sige, om Woodstock 50 var blevet uforglemmeligt. Det var det sikkert ikke. Hverken Woodstock '94 eller Woodstock '99 er gået over i musikhistorien. Men det er en stor skam, at der ikke var nogen form for markering. Man talte til det sidste om at holde en lille akustisk koncert på det originale festivalområde. Heller ikke den blev til noget.
   Til gengæld var der fejringer i musikindustrien. Her gik øvelsen ud på at overgå og variere de udgivelser, som havde markeret 40 års-jubilæet. Det lykkedes i overvældende grad. Siden sidst er vinyl vendt tilbage, og i tilgift til det originale triplealbum og dobbeltalbummet Woodstock 2, var der pludselig både et Woodstock 3 og Woodstock 4 i retrodesignede covers, som fik det til at se oprindeligt ud. Fake memorabilia er stadig en stor handelsvare.







TIL 40-året udkom Woodstock 40. 3 Days of Peace and Music med festivalens highlights i kronologisk orden fordelt på 6 cd'er. 77 skæringer, 33 nye. Det blev i 2019 trumfet af Woodstock - Back to the Garden - 50th Anniversary Experience, (Cotillion/Rhino), hvor 162 skæringer er samlet på 10 discs, der dokumenterer hele forløbet, fra Richie Havens' 'Get Together' til Jimi Hendrix' 'The Star-Spangled Banner/ Purple Haze'. Til slut siger stemmen fra scenen: "Good wishes, good day, and a good life". 
   Her er endelig også de koncerter med Sweetwater, Bert Sommer, Tim Hardin, Quill, Keef Hartley Band, The Incredible String Band, Grateful Dead, Creedence Clearwater Revival og The Band, som man har måttet lede ret ihærdigt efter, hvis man ville have den fulde oplevelse. Der er henved 16 timers musik i nyrestaureret og ganske pristin kvalitet.
   Men der skal være noget ekstra til de samlere og kompletister, som bærer musikindustrien. Derfor udkom alle eksisterende optagelser i et kostbart bokssæt med 38 cd'er. 432 skæringer, heraf 267 nye. Det blev desværre kun trykt i 1969 eksemplarer, der forsvandt som dug for solen. Jeg så det aldrig i virkeligheden, men Back to the Garden fik jeg i hus.






I 2009 fik Warner Music en god ide, da man udgav fem af de mest ikoniske koncerter i fuld udstrækning og matchede hver af dem med et tilsvarende studiealbum fra perioden. Serien hed The Woodstock Experience. Også den er blevet samlet i en boks. Efter 50 år er alt udgivet. Der er næppe heller en uset filmstump i omløb. Museet kan endelig kaldes komplet.
  








III


DE fleste historier om Woodstock begynder med annoncen. Den stod i The New York Times og The Wall Street Journal, hvor to »unge mænd med ubegrænset kapital«, John Roberts og Joel Rosenman, i februar 1969 sendte signalet: »Young men with unlimited capital looking for interesting, legitimate investment opportunities and business propositions.«
   To foretagsomme mænd uden midler reflekterede på annoncen, som Roberts og Rosenman havde indrykket under dæknavnet Challenge International Limited. Michael Lang var 24 år og havde erfaring fra arbejdet med at arrangere Miami Pop Festival i 1968. Han var siden flyttet til Woodstock, New York, hvor bl.a. Van Morrison, Tim Hardin, The Electric Flag, Bob Dylan og The Band holdt til. Dylans manager, Albert Grossman, drev en lokal restaurant. Lang tog mere eller mindre for givet, at han kunne overtale Dylan til at optræde.
   Arthur Kornfeld var ansat på Capitol Records og kunne se det samme i planen som Lang. Det var Kornfeld, som overtalte det skrantende Warner-studie til at investere 100.000 dollar i en koncertfilm. Da The Woodstock Music and Arts Fair blev afholdt fra den 15. til den 17. august 1969, havde instruktøren Michael Wadleigh bevæbnet en mindre hær af fotografer med moderne og (relativt) mobile kameraer. 120 timers film kom i kassen. Tre af dem blev til koncertfilmen Woodstock, som modtog en Oscar i kategorien Bedste Dokumentar ved det følgende års Academy Awards.

VIST var der festivaler før Woodstock. Lang og Kornfeld havde næppe fået ideen, hvis ikke Lou Adler, John Phillips fra The Mamas & Papas og Beatles-publicisten Derek Taylor i 1967 havde arrangeret The International Monterey Pop Music Festival. Her markerede man »the Summer of Love« i ånden fra den berømte Monterey Jazz Festival. Der var også Pete Seegers årlige Newport Folk Festival, og man ville end ikke have tænkt på at lade Wadleigh registrere Woodstock, hvis ikke D.A. Pennebaker (kendt for Dylan-dokumentaren Don't Look Now) havde grundlagt koncertfilmen som genre med Monterey Pop! (1968).
   Så godt som alle navnene fra Monterey optrådte også i Woodstock, inklusive The Who, Janis Joplin, Ravi Shankar og Jimi Hendrix. Den californiske festival, som snarere var en række friluftskoncerter, samlede 200.000 tilhørere over en weekend og havde ca. 50.000 gæster samlet på ét sted ved den sidste koncert. Lang og Kornfeld håbede højest at matche disse tal. På forhånd var 186.000 billetter solgt. Ingen kunne vide, at tilstrømningen ville udvikle sig til en regulær folkevandring.







FAKTISK var det svært at få store musiknavne til at forpligte sig på at optræde. The Rolling Stones og The Beatles sagde nej med det samme. John Lennon ville gerne komme sammen med Yoko Ono, men kunne ikke få indrejsetilladelse. The Doors sagde nej, fordi Jim Morrison mente, at fri luft ikke klædte hans stemme. Led Zeppelin ville hellere være hovednavn i New Jersey, og Dylan afslog for at beskytte sin familie mod nysgerrige hippier, der ville se oraklet up close. The Band gik dog på scenen, skønt man ikke ser dem i Wadleighs film.
   Der gik endelig hul på det hele, da først Jefferson Airplane og siden John Fogertys Creedence Clearwater Revival sagde ja til at komme og spille for henholdsvis 12.000 og 11.500 dollar, hvilket i dagens tal skal ganges med ti. Imens var festivalpladsen flyttet fra sumpen i Wallkill til Max Yasgurs jord i Bethel, en lille by med 2.366 indbyggere, som faktisk ligger 80 kilometer fra Woodstock.


WOODSTOCK var en succes i alle henseender. Skønt anekdoter om brødnid verserer, er det stadig bemærkelsesværdigt, at så få kom til skade. Ingen gik fra forstanden. To dødsfald indtraf, to børn blev født, så tingene var i balance. Ingen af årtiets mørke sider, som der var ellers rigeligt af, kom til udtryk. Måske maler filmen et glansbillede, og måske er idyllens varme vokset i erindringen, men alle husker (hvis de ellers kan huske) en magisk sommerfest, der varede i tre dage, men blev et minde for livet og en bestemmende oplevelse.
   Tre måneder senere, da The Rolling Stones som sidste navn gik på scenen foran 300.000 aggressive og irritable tilskuere ved The Altamont Speedway Free Festival i Californien, stak alle dæmonerne hovedet frem. Hells Angels var ansat som sikkerhedsvagter, og den 18-årige Meredith Hunter blev dræbt foran scenen. Imens spillede Stones »Sympathy for the Devil« og begyndte ufortrødent på »Under My Thumb«. Hændelsen er registreret i Albert og David Maysles' dokumentarfilm Gimme Shelter (1970), der i mange hensender kan betragtes som en ond, mørk tvilling til Pennebakers Monterey Pop!
   Monterey, Woodstock, Altamont.  Tre store navne, tre store film.  Mange medlemmer af The Woodstock Generation, især de der var i tyverne i 1969, mener, at hele årtiets drøm om forvandling er koncentreret i den parentes. At drømmen blev født i Haight-Ashburys kærlighedssommer, at den blomstrede i Woodstock og blev virkelig for et øjeblik, før den endelig døde foran scenen i Altamont.





IV

VI er stjernestøv, vi er gyldne, og vi er nødt til at finde vejen tilbage til haven. Den første sang om Woodstock – og nok den mest myteskabende - blev skrevet, mens festivalen fandt sted. Det er den, hvor Joni Mitchell på vegne af hele generationen beskriver vejen til Woodstock:
   »I came upon a child of God/ He was walking along the road/ And I asked, where are you going/ And this he told me/ I'm going down to Yasgur's farm/ I'm going to join in a rock 'n' roll band/ I'm going to camp out on the land/ And try an' get my soul free/ We are stardust/ We are golden/ And we've got to get ourselves/ Back to the garden.«
   Mitchell ville gerne selv have sunget til den fantastiske skare, der var kommet fra hele nationen for at fejre musikken og finde hinanden. Hendes daværende kæreste, Graham Nash, havde i ugevis været oppe at køre, fordi han sammen med David Crosby, Stephen Stills og Neil Young skulle debutere på scenen i Woodstock som »supergruppen« Crosby, Stills, Nash & Young. I sangen deler Mitchells pilgrim denne længsel efter tage del i en fælles forandring: 
   »Then can I walk beside you/ I have come here to lose the smog/ And I feel like I'm a cog in something turning/ Well maybe it is just the time of year/ Or maybe it's the time of man/ I don't know who I am/ But life is for learning/ We are stardust/ We are golden/ And we've got to get ourselves/ Back to the garden.«








MITCHELLS benhårde manager fandt, at hun hellere måtte prioritere sin medvirken i Dick Cavetts trendy talkshow, hvor hun næste dag skulle være gæst. Programmet blev optaget mandag den 18. og sendt på ABC-netværkets stationer den 19. august. Det findes i dvd-boxsættet The Dick Cavett Show: Rock Icons (2005), som under alle omstændigheder er en potent tidsmaskine. For Woodstock-aficionados må det være en sand skattekiste. Vist er der usædvanlig kraft og klarhed i den udgave af »The Fiddle and the Drum«, som Mitchell synger a cappella, ganske som på albummet Clouds, men de øvrige medvirkende stjæler allligevel billedet.
   Jefferson Airplane, David Crosby og Stephen Stills kommer direkte fra Woodstock. Stills har stadig mudder fra Max Yasgurs gård på sine støvler. Joni står tydeligvis udenfor. Jimi Hendrix er slet ikke kommet. Ifølge Cavett var han for udmattet. Den store sang slutter med et af de smukkeste bud på den utopiske fordring, som Mitchell delte med resten af generationen:
   »By the time we got to Woodstock/ We were half a million strong/ And everywhere you looked there was song and celebration/ And I dreamed I saw the bombers/ Riding shotgun in the sky/ And they were turning into butterflies/ Above our nation/ We are stardust (Come from billion-year-old carbon)/ We are golden (Just got caught in the Devil's bargain)/ And we've got to get ourselves/ Back to the garden...«
   Mitchell skrev »Woodstock« på et hotel i New York, mens tv-nyhederne rapporterede fra festivalen, og kunne måneden efter synge den live, da hun optrådte på den årlige Big Sur Folk Festival i Californien. Skæringen nåede at komme med på Ladies of the Canyon fra april 1970, men gør sin stærkeste virkning som sangen, der kører under slutteksterne i Michael Wadleighs koncertfilm, som fik premiere i marts 1970. »Woodstock« fremføres her af Crosby, Stills, Nash & Young, som havde et hit med sangen og tog den med på albummet Déjà Vu.






V

DER er flere veje at følge til Woodstock i 50-året. På et grundlæggende plan kan man fejre det popkulturelle pejlemærke, som festivalen blev fra starten og aldrig helt er holdt op med at være. Når vi herhjemme bruger »68'erne« som en aldersbetegnelse, taler man i USA om The Woodstock Generation. Man kan dyrke ydre og nu måske vagt komiske træk som håret, blomsterne, troen på euforiserende stoffer som nøglen til kosmisk forandring, selve den fantastiske tanke om, at smuk musik og store ord kan ændre verden til det bedre.
   Man kan gå ét lag dybere og se festivalfænomenet i en realpolitisk og mentalitetshistorisk kontekst. 1969 var året, da Richard Nixon trådte til som præsident i januar. Overlydsflyet Concorde blev bæredygtigt i marts. I april kastede amerikanske fly 3.000 tons bomber over Nordvietnam, før slaget ved Hamburger Hill blev udkæmpet i maj. En organisation for bøsser og lesbiskes rettigheder blev grundlagt efter juni-uroligheder i New York.
   I juli kører Edward Kennedy galt ved Chappaquiddick Island. Den demokratiske senator er beruset og har sin elskerinde med i bilen. Hun dør. Han bliver i politik, men mister én gang for alle sin mulighed for at nå samme højder som brødrene John og Robert, der blev likvideret i 1963 og 1968. For resten er James Earl Ray, manden som myrdede Martin Luther King, i marts blevet idømt 99 års fængsel.
   I juli lander Apollo 11 på Månen, og astronauten Neil Armstrong holder sin lille tale om at tage et stort skridt for menneskeheden. Samme måned dør Brian Jones fra The Rolling Stones, og i august bliver Sharon Tate, Roman Polanskis 26-årige hustru, myrdet sammen med seks andre ofre for Charles Mansons sataniske kult. Ho Chi Minh dør i september, Bob Gucciones slibrige Penthouse bliver en konkurrent til Hugh Hefners hæderkronede Playboy.
   Som altid flyder stort og småt sammen, og man husker ofte krønikens irrelevante detaljer lidt bedre. Willy Brandt bliver forbundskansler i det koldskrigsdelte Tyskland, og Richard Burton køber en diamantring på 69,42 karat til sin hustru Elizabeth Taylor. My Lai-massakren finder sted i november. Den første jumbojet letter den 2. december. Politiet dræber Fred Hampton fra De Sorte Pantere under gadekampe i Chicago. Storbritannien afskaffer dødsstraffen. Årets amerikanske film er Butch Cassidy and the Sundance Kid, Midnight Cowboy, Easy Rider, Once Upon a Time in the West og They Shoot Horses, Don't They?






   
MIDT i dette er musikken ikke en ø, men en aktiv kraft, som formulerer en fælles vision og politisk protest. 1967-69 er årene, hvor musikken og tiden er ét. Hvor kunstnerne og deres publikum er i perfekt symbiose, hvor den ældre generation et øjeblik tøver og overvejer, om de unges oprør og alternative livsmåder har fremtiden for sig.
   Da vil de have del i denne fremtid. Selv forældrene nynner med på musikken, og skønt systemet mange steder slår igen – ikke mindst i USA – er der ressourcer, både materielt og mentalt, til at lade tvivlen komme det nye til gode. Unge studerende kræver medindflydelse og får den. Strukturerne giver sig, og forandringens kraft synes helt bogstaveligt at komme ud af musikken, kunsten, litteraturen og filmen.
   Herhjemme er undertegnede 14 år og kan kun absorbere tøjet, musikken og tanken om fri kærlighed, da dialektikkens princip og romantikkens sidste blomstring deler vandene i en kultur og en modkultur. Det varer til sidst i 1970erne, »Moonshot Woodstock Watergate Punk Rock,« som perioden senere sammenfattes i Billy Joels sublime stikordssang »We Didn't Start The Fire« (1989). Faktisk har Woodstock aldrig mistet sin betydning. Rocken fik hér sine egne klassikere, som enten er døde eller i halvfjerdserne nu.
   Alle husker Hendrix, The Who, Santana, Sly and the Family Stone, Canned Heat, Joe Cockers fyrige coverversion af »With a Little Help from My Friends«, Country Joe McDonald, der får en halv million mennesker til at synge med på Vietnam-protesten »I-Feel-Like-I'm-Fixing-To-Die Rag«, mens John Sebastian lige så akustisk alene smiler og maler regnbuer hen over al vores blues. Blandt publikum ser man de første bløde fædre med de første fuldkomne naturbørn. Fri kærlighed er en selvfølge. Drømmen om fred og musik har aldrig været så smuk.
   Woodstock var også syretrippet »Dark Star« med The Grateful Dead, Melanie Safkas hippiesalme »Lay Down«, britiske Ten Years After's »Goin' Home« (med Alvin Lees imponerende, men behagesyge guitarsolo), Mike Heron og Robin Williamsons skotske Incredible String Band, Mountain, Quill, Sweetwater, Bert Sommer og andre halvglemte navne. 32 kunstnere foran en halv million mennesker.  







VI

Woodstock Back to the Garden er alt, hvad der blev spillet, samlet i kronologisk sekvens og anbragt i sin rette sammenhæng. Man får således, faktisk for første gang, et realistisk indtryk af, hvordan musikken fremstod og gjorde sit levende indtryk.

  På den måde får man enten større eller mindre respekt for koncertfilmen, som Michael Wadleigh klippede sammen med Thelma Schoonmaker og Martin Scorsese. I Wadleighs version er kaos rettet ud og redigeret, så man aner konturerne af en heroisk bedrift. Virkemidlerne er propagandafilmens, og de smukke unge menneskers fest bliver et Eden, der fødes mens det foregår: Stjernestøv, er de, og gyldne, ganske som i Joni Mitchells pastorale.






  

FOR at skabe denne virkning, zapper Wadleigh frem og tilbage i kronologien, plukker frit i materialet og gengiver spredte begivenheder som synkrone i de scope-formatterede split screen-optagelser, der er karakteristiske for filmen og var en af dens adskillige nyskabelser. For eksempel går Grace Slick på scenen søndag morgen og siger: »You have seen the heavy groups, and now you will see morning maniac music. Believe me, yeah, it's the new dawn«.
    På det originale soundtrack, som Eric Blackstead producerede særdeles effektivt, sætter bandet i med Kantner og Kaukonens strategiske riff fra begyndelsen på »Volunteers«: »Look what's happening out in the street/ Got a revolution got to revolution (…) One generation got old/ One generation got soul/ This generation got no destination to hold«.
   Det er vital protest med samme vindstyrke som Jimi Hendrix' udgave af »The Star-Spangled Banner«, der i filmen har elegisk karakter, fordi den er sat allersidst og kombineret med billeder af oprydningsarbejdet i katastrofeområdet. Men faktisk fungerede Slicks ord som intro til »The Other Side of This Life«, og først ni numre senere nåede bandet til at erklære: »Come on now, we're marching to the sea/ Got a revolution got to revolution/ Who will take it from you/ We will and who are we/ We are volunteeers of America...«





DER er megen nostalgi, men også meget af værdi, at fejre og huske om Woodstock i dag. Som en tidskapsel koncentrerer den musikken, der i dag er blevet klassisk. Drømmen tog videre til Europa og blev til Isle of Wight (hvor både Dylan og Doors gerne ville optræde) med samme finansielle kaos til følge. Tilbagevendende fænomer som Roskilde Festival og Glastonbury Festivalen ville ikke være der uden Woodstock. Alt løb sammen i et perfekt øjeblik. Det er aldrig for alvor sket igen, men vi venter og lever i håbet fra Woodstock.


Artiklen er skrevet 31.12.19, men inddrager tekst fra 2009 - 'Good wishes, good day, and a good life' - Tak for 2019 og mere i 2020

mandag den 30. december 2019

Karl Marx 1818-1883 og Friedrich Engels 1820-1895


STRANDEDE STATUER
Da Karl mødte Friedrich

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE koryfæer er i så høj grad forbundet med bestemte ideer, strømninger og perioder, at deres navne bliver næsten abstrakte begreber. De dominerer historien så stærkt, at eftertiden har svært ved at huske dem som individer. De er stivnet i statuers positioner.
   Det gælder konkret for Karl Marx (1818-83) og Friedrich Engels (1820-95), kommunismens tyske faderfigurer. I Berlin diskuterer man stadig, hvad der skal ske med monumentet på Marx-Engels Forum ved Alexanderplatz. De heroiske skikkelser flyttes omkring, mens området bliver istandsat og afstemt med erindringen om DDR.





   Lige nu rykker Marx ikke som tænker. Den anden store hegelianer, Søren Kierkegaard, får flere likes på Facebook og bliver set som en moderne mand. Karl er derimod støvet til, i det mindste i Vesten, hvor social ulighed (igen) bliver betragtet som en forudsætning for vækst, og de færreste anfægter konsumerismen.
   Flertallet forbinder Marx med det store sovjetrussiske eksperiment, som blev et diktatur under Lenin og Stalin. Ydermere er vi landet i en adspredt tid, der interesserer sig mere for antik sexchikane i filmindustrien end for 100-året for Oktoberrevolutionen. Selv IS kan ikke bruge Karl Marx.
   Raoul Peck vil rense tavlen med filmen om Den unge Karl Marx. Den minder i al stilfærdighed om, at patriarkerne engang var begejstrede, levende unge. Vi ser dem som regel på venerable fotos fra 1870erne, da Marx havde skrevet Das Kapital. Peck skraber skikkelsen fri, fjerner den viltre hårpragt og spoler tilbage til Köln i 1842.
   Den 24-årige Karl skriver for Rheinische Zeitung, som bliver lukket ned, da avisen kritiserer zardømmet i Rusland. Året efter bliver han gift med Jenny von Westphalen, datter af en prøjsisk friherre, og begynder at positionere sig i dissidenternes kreds.
   Marx møder Engels i 1844. Den yngre mand arbejder som bogholder på sin fars fabrik i Manchester, har øjnene med sig og er allerede forfatter til Die Lage der arbeitenden Klasse in England. Karl har sproget og ideerne. Friedrich har den sociale samvittighed og det strategiske overblik.
   De unge mænd spiller skak, drikker dus og taler igennem på Café de la Régance i Paris. De bliver venner for livet på fem minutter. De kan absolut ikke undvære hinanden. Sådan noget hører med på film, skønt det tog sin tid i virkeligheden.




RAOUL Peck er en stædig håndværker med snart mange skalpe i bæltet. Han er født på Haiti, opvokset i Congo og uddannet i Tyskland. Sometimes in April (2005) skildrede Rwanda ti år efter den etniske udrensning. Dokumentaren Fatal Assistance (2013), om Haiti efter jordskælvet i 2011, var især en konstatering af, hvor lidt der sker, når »Cirkus Clinton« kommer til byen og monopoliserer nødhjælpsarbejdet.
   Peck var Haitis kulturminister fra 1996-97. Siden 2010 har han fungeret som rektor på den franske filmskole La Fémis. Med I Am Not Your Negro (2016) – et dokumentarisk drømmeportræt af James Baldwin, som også fik dansk premiere – fandt han en ny og frapperende form. 
   Filmen om Marx er mere traditionel, for den vil gerne ses af så mange som muligt – og helst de yngste tilskuere. Peck glider af på teksternes indhold, fordi engagementet er selve budskabet: »Før de fyldte 30 år, var Marx og Engels ved at ændre verden – på godt og ondt. Her er alt, hvad min film forsøger at vise: ungdom og en revolution af ideer.«

DET er ikke en dyb eller indviklet film. De romantiske forhold passer sig selv, og grundkonflikten er elementær. I stedet bruger Peck friske farver til at skildre magtkampen blandt de første socialister
   August Diehl har den rette arrogance til rollen som Marx, og Stefan Konarske fylder rammen ud som Engels. Vicky Krieps spiller Jenny, og Hannah Steele er den irskfødte Mary Burns, som Friedrich forelsker sig i, da hun skaber problemer på fabrikken i Manchester.
   Der bliver talt tysk, fransk og engelsk efter behov. Der er fri leg og kollektiv stemning i pastorale mellemspil, hvor utopien lever i praksis. I periferien færdes signifikante figurer som anarkisten Proudhon (Olivier Gourmet) og den radikale Wilhelm Weitling (Alexander Scheer). De er forbundsfæller, som bliver konkurrenter.
   

Det er befriende at følges med de unge dissidenter, som ikke kunne vide, hvad fremtiden bragte. Klimaks er henlagt til London i 1847, da De retfærdiges Forbund skifter navn, og Karl og Friedrich kupper den første store partikongres. Det er Marx, som får ændret parolen om, at alle mennesker er brødre. For ejere og (dag)lejere kan ikke være venner.
   Man får en god, akut fornemmelse af, hvor opskræmt øvrigheden er. Endelig sætter de to unge mænd sig og skriver Manifest der kommunistichen Partei, som udkom den 21. februar 1848. Det er klassekampens genesis. Her begynder den lange spøgelsesdans.





Den unge Karl Marx (Der junge Karl Marx). Instr.: Raoul Peck. Manus: Raoul Peck og Pascal Bonitzer. Foto: Kolja Brandt. 118 min. Tyskland-Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 09.11.17


Foto: Another World Entertainment/  Bo Green Jensen
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 10.11.17

søndag den 29. december 2019

Apollo 11 1969-2019


FRA JORDEN TIL MÅNEN
Apollo 11 fylder 50 - så hvad kom der ud af det hele?

Af BO GREEN JENSEN


STOFFET havde bare ligget hen og samlet støv. Der har jo aldrig været mangel på materiale om den første månevandring, som Neil Armstrong foretog i juli 1969. Lige siden har vi set tilbage, markeret og diskuteret, om rejsen til Månen var umagen værd. I snit en gang hvert femte år. 
   Der skulle derfor ske noget særligt til den officielle fejring af 50-året for Apollo 11-missionen. Det mente CNN Films, en selvstændig enhed i nyhedsnetværket, som kontaktede dokumentaristen Todd Douglas Miller. Miller havde netop færdiggjort Last Steps, en film om Apollo 17, som lukkede måneprogrammet i 1972. De sidste astronauter blev på Månen i 12 dage. Armstrong og Buzz Aldrin var der kun i to en halv time.
   Miller sagde ja til at lave en anden slags dokumentar. Fordi så mange faktuelle film har brugt en pædagogisk fortæller, skulle denne film være uden fortæller. Miller er rundet af traditionen for Direct Cinema. Der er ingen indklip med talende hoveder. Månerejsen bliver bare vist frem.
   En henvendelse til NASA gav overvældende respons. Det viste sig, at man selv havde filmet Apollo 11-missionen, endda fra flere vinkler og med en flåde af kamerahold. Det var ikke gnidrede billeder. Forløbet blev fastholdt i Panavision (65 mm), som var standard på episke Hollywood-produktioner. Budgettet må have været i samme størrelsesorden.
   NASA brugte aldrig materialet. Samtidig optog Theo Kamecke dokumentarfilmen Moonwalk One (1970). Kamecke var den eneste, som havde adgang, da astronauterne blev kørt til affyringsrampen. Da de kom hjem igen, var han med i kabinen, som kørte dem i karantæne. Man frygtede vira og dét, der var værre. Først tre uger efter blev rumheltene hyldet ved en ticker tape-parade på Madison Avenue.
   Miller fandt fraklip fra Moonwalk One og føjede dem sammen med de nye NASA-optagelser. Til sidst var der 60.000 timer (!) at arbejde med. Det lykkedes at skabe struktur, da lydsiden blev restaureret. Med ét kunne 1969 også høres. Det første sammenklip kom rundt om hele rejsen på ni timer. De er nu skåret ned til en spillefilms længde.




DET meste er skrevet og sagt. Så hvad kom der egentlig ud af det hele? Set med fortidens øjne: Ikke så meget. Set i tilbageblik: Ikke så lidt.
   Apollo 11 ligner ikke andre film om månelandingen. Det er frem for alt den ekstreme klarhed, som gør en afgørende forskel. Man kan ikke se det på stillbilleder, hvor motiverne fremstår som altid, men på et stort iMax-lærred i biografen, hvor formatet er blæst op i 70 mm, står detaljerne så skærende, at filmen bliver en ren tidsmaskine.
   Der er aldrig før viste optagelser fra Månens overflade, men det er i lige så høj grad livet på jorden – den amerikanske hverdag i juli 1969 – som står med en overvirkelig skarphed. Det ligner ikke gamle billeder. Det er som at være der selv.
   Før opsendelsen flyver en helikopter langs stranden, hen over skaren af tilskuere, der har ventet i biler, telte og trailers. Andre filmhold følger dem nede på jorden. Mødre sætter håret. Fædrene ryger og læser avis. Børn og hunde leger i solen. De har været der i dagevis, ser det ud til.
   En smal tange fører til stranden. Fra luften kan man se en karavane af biler, der strækker sig langt ind i landet ved Cape Carnaveral.
   Nærmere rampen står en tribune med sæder til indbudte gæster. Der er et indhegnet VIP-område, hvor tidens smukke, rige og berømte drikker champagne. Enkelte er til at kende, men hovedparten af navne er glemt. NASA skrev dem alle på listen. Det var vigtigt at gøre sig godt udadtil.



 

FLERE gamle film kan genses før mødet med Apollo 11. De bedste tre er påkrævet pensum: Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 (1968), Philip Kaufmans Mænd af rette støbning (1983), Ron Howards jordnære Apollo 13 (1995). Duncan Jones’ Moon (2009) er også et bud. Jones’ far, rocklegenden David Bowie, gav rumprogrammet en slags nationalsang med hitsinglen »A Space Oddity«. 
   Al Reinerts smukke dokumentarfilm om hele Apollo-programmet, For All Mankind fra 1989, får stadig særlig dybde i kraft af Brian Enos score. Damien Chazelles fiktionsfilm om Neil Armstrong, First Man fra 2018, giver for så vidt en bedre fornemmelse af den kaotiske flyveoplevelse.
   Her står Armstrong til slut ved et krater og lader i hemmelighed sin døde datters perlearmbånd forsvinde ned i Stilhedens Hav. Da Armstrong når samme sted i Apollo 11, er man ekstra opmærksom. Men der er ingen personlig markering.
   Man kan sidestille Apollo 11 med den effektive trickfilm, Le voyage dans la lune, som Georges Méliès skabte i 1902. Den idé havde Jonathan Mostow allerede i 1998, da han instruerede sidste afsnit af HBO-serien Fra Jorden til Månen, som brugte 12 timer på at folde baggrunden ud.
   Det bedste modstykke er slet ikke rumorienteret, skønt planeternes stilling spiller en rolle. Det er koncertfilmen Woodstock (1970), som Michael Wadleigh optog og klippede sammen efter den skelsættende musikfestival.
   Også i Woodstock er der sat ressourcer af til at dokumentere livet uden for scenen. Også her bliver biler set fra luften, mens de holder i kø for at nå til affyringsrampen. På Woodstock blev drømmen om modstand sendt op. Neil Armstrong trådte ud på Månen den 21. juli kl. 03.56. Richie Havens gik på scenen i Woodstock den 15. august kl. 05.07.
   Der kom 400.000 til Woodstock. Todd Miller anslår, at Apollo-programmet beskæftigede en arbejdsstyrke på 400.000, hvis man indregner underleverandører. Moonshot og Woodstock fandt sted samme år, det er den samme amerikanske befolkning. Men det kunne være to nationer, vi ser.





MAN husker Apollo 11 og Woodstock, hvis man levede i 1969. Der er en sød smag af visioner forbundet med hele den magiske sommer. Man husker Vietnam-krigen og protesten imod den, som fyldte radionyheder og tv-aviser. Man hørte om raceuro og det tavse flertal i USA. I ugerne mellem månelandingen og Woodstock hørte man også, at Charles Manson-kulten havde myrdet Sharon Tate og tre venner i huset på Cielo Drive, hvor hun boede med sin mand, filmskaberen Roman Polanski.
   Der var lyse og mørke strømme i tiden. At der også var en sammenhæng mellem rumprogrammet og Vietnam, blev ikke ordentligt forklaret – eller også blev det bortforklaret. Jeg var 13 år gammel den sommer. Er jeg mon den eneste, som lod mig besnakke? I hvert fald forstod jeg først mange år efter, at rumkapløbet var udtryk for en propagandakrig mellem rivaliserende ideologier.
   NASA var for os at se et ædelt overskudsprojekt, som ville føre mennesket til en ny virkelighed i fjerne galakser. Science-fiction serien Star Trek blev ikke vist i Danmark, men vi forstod alligevel, hvad der lå i begrebet the final frontier. Vi troede på Kennedys tale om at gøre det svære, fordi det var svært. 
   Amerika vandt rumkapløbet på knockout, da Neil Armstrong satte det fodaftryk, som også Todd Millers film zoomer ind på. USA havde konsekvent haltet efter Sovjetunionen siden Sputnik (1957), rumhunden Laika (1957) og kosmonauten Jurij Gagarin (1961). Chimpansen Ham (1961) og John Glenn (1962) købte tid, men det var først med Apollo 11-missionen, i sidste øjeblik inden afviklingen, at Ørnen overhalede Bjørnen.
   



SOM nævnt optog NASA selv de billeder, som Todd Millers film er klippet sammen af. For man forberedte netop en stor biograffilm, systemets egen Woodstock-erklæring, som kunne vende stemningen og rejse midler, hvis der blev lukket ned for Apollo-programmet. Det skete aldrig, så det var ikke nødvendigt at producere en film. NASA holdt sig igen oven vande.
   Man får i Apollo 11 – set ud af øjenkrogen og hørt gennem al baggrundsstøjen – en fornemmelse af, hvor hårdt der blev kæmpet for hver eneste bevilling. Rumprogrammet var ufatteligt kostbart, og presset kom fra alle sider. Hæren ville have flere penge til krigsførelsen i Vietnam. Progressive politikere mente – ikke uden rimelighed – at man kunne renovere de nedslidte bymidter og skabe større social ligevægt. Rockkulturen satte – heller ikke uden rimelighed – et lighedstegn mellem Krigen og Moonshot. Begge var falske og obskøne fænomener. 
   Millers film krydsklipper mellem astronauterne og de vagthavende videnskabsmænd, en veritabel hær af fysikere og ingeniører, som følger med fra kontrolcentret i Houston. Vi får en fornemmelse af døgnrytmen i ugen, som går mellem affyring og landing. Tre hold arbejder på skift.
   Igen er der denne fantastiske klarhed. Man ser hvert skæghår, hver rynke og pore i ansigterne. Man hører mændene ringe hjem til familien. Man ser Månen fra Jorden og Jorden fra Månen, men der er én ting, som man ikke ser. Det er diversitet. Der er ingen kvinder, ingen etniske brud på den herskende norm. Hvert eneste ansigt er hvidt og velnæret.
   Månemissionen var i så høj grad det hvide Amerikas hjertesag. Det kan ærlig talt ikke undre, at andre befolkningsgrupper sagde fra. Den amerikanske populærkultur har altid forstået at inddrage minoriteter og om nødvendigt opfinde nye sportsgrene og kunstneriske udtryk (tegneserier, baseball, american football), som kunne samle nationen. Det lykkedes aldrig i måneprogrammet. NASA var altid en hvid herreklub.





DET var de unge sangskriveres gyldne år, men der blev ikke skrevet om rejsen til Månen. Buffy Sainte-Marie var kæmpestor i tiden, også før hun leverede titelsangen til Ralph Nelsons western Soldier Blue (1970), som var et revisionistisk opgør med ekspansionsmyten (og en allegorisk fremstilling af Vietnam-krigens massemord ved Mylai).
   Buffy Sainte-Marie er indfødt amerikaner. Albummet Moonshot (1972) var hendes syrlige kommentar til Apollo 11: »Off into outer space you go, my friends/ We wish you bon voyage/ And when you get there we vill welcome you/ And still you wonder at it all.«
   Ideen i sangen er, at Cree-folket sagtens kunne vente Apollo på Månen, fordi de kan teleportere mentalt. »Moonshot« handler også om, hvordan de første amerikanere blev behandlet: »See all the wonders that you leave behind/ Enshrined in some great hourglass/ The noble tongues, the noble languages/ Enshrined in some great english class.«



DEN bedste sang skrev Leonard Cohen ti år senere, på albummet Death of Ladies’ Man (1978). Her sidestilles rumrejsen med et kuldsejlet kærlighedsforhold: »It’s like our visit to the moon or to that other star/ I guess you go for nothing if you really want to go that far.«
   Man hører naturligvis ikke de sange på lydsporet til Apollo 11. Der er derimod en patriotisk ballade, »Mother Country« med John Stewart, som Buzz Aldrin har taget med ombord. Den øvrige musik er elektronisk og komponeret af Matt Morton. Den er meget dominerende. Til gengæld er den skabt og fremført på udstyr, som blev anvendt i 1969.


TILBAGE på Jorden så vi Claus Toksvig trække i den ikoniske rumdragt og rapportere, som skulle han selv med på rejsen. Vi så støvet hæve sig op mod kameraet, og forstod, at der var kontakt. I Apollo 11 går der nervepirrende ekstra sekunder. Der er et lille billedudfald, før vi hører det berømte: »The Eagle has landed«. Så bryder jubelen løs.
   Der er ingen nyheder i filmen. Der er andre vinkler og mere fokus på rejsens langsomme faser. På gribende vis måles rummet i sømil. Det er stadig en nautisk jargon, der bliver anvendt. Man kalder togtet for »månesejladsen«. Vi forstår, hvorfor motoren bliver tændt og slukket, når landingsfartøjet skal ind og ud af atmosfæren. Vi ser, hvor skrøbeligt alting var. Tilbage i 1969 fik man indtrykket af en velsmurt maskine.
   Neil Armstrong tager det sidste skridt ned fra stigen, rømmer sig og fremstammer sit forberedte fyndord: »That’s one small step for a man, one giant leap for mankind.« Sagde han med vilje »a man« eller snublede han over ordene? I hvert fald fik han markeret, at den rejsende var en fejlbarlig mand, Neil Armstrong, ikke en automatisk robot. »Det er kun et lille skridt for mennesket, men et kæmpespring for menneskeheden.«



 
DET lykkedes virkelig at samle verden den nat. Man under Richard Nixon, det store dyr i datidens politiske åbenbaring, den floskuløse og patetiske, men også ganske bevægende tale, som han holder for besætningen. Det var andre og mere uskyldige tider. I forhold til Trump var Nixon en statsmand.
   I Sovjetunionen var stemningen nede. Statskommunismen tog virkelig tælling. Rusland kom aldrig tilbage i kampen. Senere gik det godt med at dele arbejdet på internationale rumstationer. Kina tog billeder af Månens bagside. Den egn var aldrig spændende for propagandakrigerne.
   Hvis forspillet var manøvrer i en spejlkrig, blev selve månetogtet en kollektiv gestus. Det smukkeste træk var plaketten, som Armstrong og Aldrin lod ligge i støvet ved det afstivede flag. En tavle med symboler, et billede af en mand og en kvinde. Endelig den besværgende hensigtserklæring, som stadig kan trække tårerne frem:»We came in peace for all mankind«.
   Vi kom i fred på menneskets vegne. Lad mig sige det klart, så der ikke er tvivl: Jeg er aldrig kommet over de dage i juli 1969, hvor hele verden stod sammen. Jeg tror stadig, mod bedre vidende, at det kan lade sig gøre igen.



Apollo 11. Instr.: Todd Douglas Miller. Klip: Adam Holender. Foto: Adam Holender. 93 min. USA 2019. Dansk premiere: 27.06.19




Foto: NASA/ CNN - Apollo 11 streames på Viaplay og YouTube Movies
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 28.06.19