Translate

onsdag den 4. december 2019

Camper 303 [Bedste biograffilm 2019 nr. 9]


UNGE MENNESKER PÅ VEJEN
Den europæiske road movie lever igen

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE af de bedste film har stort set ingen ydre handling. De lever af en god dialog og af skuespillernes væsen. Karaktererne går eller kører i bil, mens de taler. De bevæger sig gennem en tid og et landskab. Stemningen sættes i billeder, måske understøttet af diegetisk musik.
   Road movies er en amerikansk genre med markante europæiske variationer. Wim Wenders skabte to af formens arier med Alice i byerne (1974) og Kings of the Road (1976). Der kræves ikke nødvendigvis wide open spaces. I Manuel Poiriers franske Western (1998) foldes rejsen ud over en strækning på bare fem kilometer.
   Det bedste ved denne slags film er måske, at de aldrig ville blive produceret for tv. Hans Weingartners Camper 303 føjer sig fornemt til kongerækken.


JULE (Mala Emde) og Jan (Anton Spieker) er begge 24 år og må ændre deres planer for sommeren i sidste øjeblik. Jule består ikke sin eksamen i biologi og opdager samtidig, at hun venter barn med sin kæreste, der er på feltarbejde i Portugal. Jan får alligevel ikke legatet, som skulle være vejen videre efter hans eksamen i statskundskab.
   Vi har fulgt begge parter i en prolog, som krydsklipper mellem deres rutiner. De ved imidlertid ingenting om hinanden, da de mødes på en tankstation i Berlin. Hun er ved at hælde olie på den gamle autocamper, som hun har arvet efter sin bror. Han skal til Köln og videre til Spanien. Jule vil helt til Portugal. Hendes mor råder hende til at tænke på sin fremtid og tage de fosterfordrivende piller. Jule kan ikke bestemme sig og vil tale med kæresten først.
   Det er sådan, det begynder. De unge mennesker tilbringer mange døgn sammen og taler om alt mellem himmel og jord. De overvejer hver især, om den anden kunne være den rigtige partner, ikke for to uger af en sommer, men for livet på længere sigt. Det er filmens lille hjælpemotor af spænding: Vil Jule beholde barnet, og vil hun og Jan finde sammen?
   

TUREN kommer skidt fra start. De taler om deres studier og opdager, at de er uenige om det meste. Han spørger, hvordan hun har »arvet« den antikke, men herskabelige autocamper. Hun røber, for ham og for publikum, at hendes storebror døde. Han siger noget dumt om Klub 27. Han synes, selvmord er en udvej, der lader de levende i stikken. Ergo bliver han sat af. Det hele ser ud til slet ikke at skulle være.
   Her kan man stadig høre manuskriptet. Der er også filet grundigt på scenen, hvor en lummer campist banker på og vil voldtage Jule. Heldigvis er Jan nået frem og kan løfte rejsen tilbage på sporet. »Pas på mænd, der går med sokker i sandalerne,« siger han. »Og vindjakke,« tilføjer Jule, da hun beder Jan blive for tryghedens skyld.

   

EPISODEN er tæt på at være det eneste drama i filmen. Amerikanske road movies er ofte en anledning til at fortælle om mange små møder og et påskud for at blande forskellige genrer. Der vil som regel være våben, folk på flugt og anden fysisk fare i mikset.
   Også af den grund husker man Richard Linklaters Before Sunrise (1995) som noget bemærkelsesværdigt. En amerikaner (Ethan Hawke) og en franskmand (Julie Delpy) mødte hinanden ved toget i Wien og talte natten igennem. De skiltes, men glemte ikke hinanden.
   Ti år senere lod Linklater parret mødes igen i Paris i Before Sunset (2004), hvor de talte videre om livet og tiden. Endelig var kærligheden tyndslidt i Before Midnight (2013), hvor Jesse og Celine holdt ferie i Grækenland med deres børn.


HANS Weingartner – som egentlig er fra Østrig – var en af de tyske instruktører, som markerede sig med en ny stemme i de første år efter Murens fald og Tysklands genforening. I The Edukators (2003) brød Daniel Brühl, Julia Jensch og Stipe Erceg ind hos rige familier, begik hærværk og skrev De fede år er snart forbi med dryppende rød maling på væggen. Det var filmens tyske titel: Die fetten Jahren sind vorbei.
   Jeg blev nysgerrrig efter at se, hvad Weingartner siden har arbejdet på. Det er ikke meget. Die Summe meiner einzelden Teile (2011) er den eneste spillefilm på værklisten. Men cv’et rummer en bonusoplysning. Kun 18 år gammel fungerede Weingartner som instruktørassistent på Before Sunrise. Det er derfor ikke fri fantasi, hvis man føler sig hensat til en fortsættelse af den samme samtale.
   

JULE og Jan bliver bedre til at tale ærligt om deres drømme, længsler og planer for livet. De husker små ting, som den anden sagde en anden dag. Som biolog kan Jule forklare, hvordan naturen sørger for, at de rigtige partnere reagerer positivt på hinandens lugt. Der er mere end romantisk fetichisme på spil, da de begynder at snuse til hinandens tøj.
   Imens passerer det europæiske landskab, og autocamperen udvikler sin egen topografi. Nu kan man ikke høre manuskriptet mere. Parret er af og til ude i skoven. De bader i havet og råber i vinden, men det er ordene – og pauserne – som skaber en positiv oplevelse
   Filmen findes i en version, som varer tæt på tre timer. Det lyder ikke kedeligt. Skønt samtalerne aldrig bliver afgrundsdybe, er de interessante og typiske for generationen, der skal arve hele rodebutikken. Mala Emde og Anton Spieker siger replikkerne, så man tror dem. Filmen er en tillidserklæring til fremtidens voksne. Endda uden forbehold.


Camper 303. Instr.: Hans Weingartner. Manus: Hans Weingartner og Silke Eggert. Foto: Mario Krause og Sebastian Lempe. 120 min. Tyskland 2018. Dansk premiere: 29.08.19


Foto: Kahuuna Films/ Øst for Paradis
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 30.08.19

Ingen kommentarer:

Send en kommentar