Translate

lørdag den 28. december 2019

Evig latter: Dirch Passer 1926-1980 og Kjeld Petersen 1920-1962


DEN STORE DANSKER
Dirch Passer med og uden Kjeld Petersen

Af BO GREEN JENSEN

DIRCH Hartvig Passer (1926-1981) var latterorkanen, den geniale komiker, som blæste Danmark omkuld i tre årtier, før han døde, pludseligt og med støvlerne på, da han stod på scenen forklædt som Kim Larsen i årets Tivoli Revy. Han var evindelig som vejret og utrættelig som en tumling, der rejser sig efter slaget hver gang. Dirch var en størrelse, man tog for givet, og han efterlod sig så mange aftryk, at der næppe går en dag, uden at medierne spiller et nummer eller tv viser en film med Dirch Passer. 
   Ved den store mands død var lovordene mange, men der herskede høflig enighed om, at den bedste tid lå et stykke tilbage, i 1960erne, snarere end i 1970erne, hvor revynumrene blev til gentagelser, og hvor en automatisk kvalitet satte ind i stadig mere håbløse filmroller. Måske – sagde man både dengang og nu – fandt Passers kontrollerede fristil sit reneste udtryk på ABC Teatret i 1950erne, da han dannede par med Kjeld Petersen (1920-62), den tragiske desperado, som ene af alle kunne jamme, sparre og spille lige op med naturfænomenet.



I HVERT fald er det hér, mens en professionelt ubekymret Stig Lommer (Lars Brygmann) holder pressen hen før premieren på ABC-revyen 55, at Martin Zandvliet præsenterer de geniale og komplementære modsætninger, tvillingeparret Kellerdirk Bros, som netop i den forestilling brillerede med »Tømmerflåden«. Det er filmet fra salen i neutral total og foran et levende publikum. Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe reproducerer hver detalje i den klassiske sketch.
   I samme revy havde Dirch et stort øjeblik med den lyrisk-ironiske vise om »Moder Sol«, der stråler oven over alting, men det er karakteristisk for filmens metode, at den definerer Dirch i forhold til Kjeld og Kjeld i forhold til Dirch. Før titelsekvensen har Zandvliet dog vist, hvordan den distræte weekendfar giver sin datter en forkert gave, et legesæt, hun er vokset fra, på hendes fødselsdag. Begge bliver i karakter og kommunikerer med en fin undertone af sprød ironi. Det er så sikkert ramt, at man giver sig hen til resten af filmen med fuldkommen tillid og uden bekymring.


MARTIN Zandvliet havde erfaring som klipper, da han instruerede Paprika Steen i gennembrudsfilmen Applaus (2009). Det er i høj grad også ved ombrud og fraklip, at det gyldne snit i Dirch er lagt. Der er ingen unødvendige scener. Filmen er kemisk renset for nostalgi, og dét er en væsentlig kvalitet. Zandvliet og Anders August har skrevet manuskriptet, så 1950erne føles som her og nu. Det er ikke Matador eller Krøniken. Der er ingen sentimental patina.
   Som tilskuer tror man på Ranthe og Kaas. Man tror for den sags skyld på Morten Kirkskov som Ove Sprogøe, skønt fysiognomiet slet ikke ligner. Frederik Dessau beskrev engang samspillet mellem Kjeld og Dirch som »et minutiøst gennemarbejdet improvisationsnummer.« Det er præcis den kvalitet, som kommer til udtryk i scenen, hvor Petersen har fulgt Passer hjem til huset, hvor Sitter Horne-Rasmussen (Laura Bro), den første fru Passer, har sat sofaen ud på græsset i trods.
   

MED sofaen som rekvisit improviserer de to mænd en absurd pantomime. For det første udtrykker scenen en sandhed om Kjeld og Dirchs jævnbyrdighed. For det andet er scenen ikke et aftryk af noget, man husker fra film eller scene. »Kellerdirk var baseret på en originalitet, som på én gang var uhyre eksklusiv og ganske almen,« skriver Dessau. Det samme er sofastykket i filmen.
   Dirch satte sjældent ord på sine tanker om faget: »Jeg synes, at der er noget håbløst og ucharmerende ved en skuespiller, som bliver afkrævet en forklaring på, hvordan han bærer sig ad med at lave noget godt og for den sags skyld: også noget dårligt!« Ved vennens død skrev han dog en erindring til bogen Nej Kjeld, le vil de le, og det er lige så stort (1962), som Bent Grasten, Kjeld Petersens bror, redigerede:
   »Vi var meget blufærdige over for hinanden. Vi kunne faktisk ikke tale alvorligt sammen, uden at det måtte føres over i en form for pjat. Jeg sagde engang imellem for sjov, at vi var kede af, at vi ikke kunne få børn, og vi var sådan set revnende ligeglade med, om det kunne misforstås, men på en mærkelig måde var der noget om det.«*
   

DET er netop den tone, som August og Zandvliet anslår i filmen. »Jeg har været hos Kjeld måske to gange og han har været én gang hos mig plus den gang, hvor han ikke kom. Jeg ved ikke om det bl.a. er det, der kan være grunden til, at det var så friskt, når vi var sammen på scenen eller på teatret i det hele taget. Når det var overstået, så var der ligesom ikke mere.«
   Dirch skriver også om, hvorfor samarbejdet hørte op. Det skyldtes ikke, at Kjeld Petersen langsomt drak sig ihjel, men at friskheden var ved at forsvinde: »Den form for fællesskab er kun noget, man oplever én gang i sit liv. Og efterhånden blev det også svært på scenen med vores fælles trang til at lave noget godt. Det blev pludselig svært at variere og finde på. Det vil sige: vi kunne godt finde på, men vi kunne ikke give det den tand til, som kunne give det det.«


FILMENS hjerte ligger i årene 1955-58, da dansen er helt ubesværet. Kjeld dør samme aften, som genforeningsrevyen Holder De af Brahms, Passer og Petersen er blevet opført for første og eneste gang. Dirch er blevet mødt med utidig latter, da Stig Lommer mod bedre vidende lader ham spille Lennie i John Steinbecks Mus og mænd. Dirch får lov at være seriøs, fordi han har accepteret, at Lommer fyrer den ustabile Kjeld Petersen. De finder også alle tre sammen om at udvikle sketchen »Skolekammerater«, som her er anbragt i en kreativ kronologi.


EFTER Kjelds død får Dirch karakter af langstrakt, elegisk udtoning. Judy Gringer (Silja Eriksen Jensen) bliver erstattet med Hanne Pedersen (Laura Christensen), før den trætte mand finder sammen med suffløsen Bente Askjær (Malou Leth Reymann), der er to år ældre end hans første datter. Flere glansnumre rekonstrueres, bl.a. »Sonny Boy« og »Hvem har du kysset i din gadedør?« fra Cirkusrevyen 1967, hvor undertegnede 11 år gammel så Dirch Passer optræde live.



»HOPPEGYNGEN« (1974) bliver et billede på kunstnerens situation. I begyndelsen jubler publikum ukritisk, når bare man kan slå en prut, men til sidst gider Far og Mor knapt nok kigge, når man kommer ind til bordet og viser pølserne frem. Den russiske klovns fonetiske tryllenummer (1969) er sublim, destilleret nonsens. Nikolaj Lie Kaas er mand for det hele. Kun »Mudderkliren« er savnet for alvor.



PASSERS hjerte er slidt, da han dør. Netop som mørket er faldet, træder Bente Askjær ind og siger til Dirch, hvad Dirch sagde til Gitte Hænning i Han, hun, Dirch og Dario (1962): »Hør, det’ da dumt, det med dig. Du går rundt, sær og sur, som en kanin i et bur.« »Lille frøken Himmelblå« er Zandvliets nik til de 100 film, som også var kolossens liv. Sangen afvikles i en fantastisk finale, hvor alle figurerne lever igen.
   Sekvensen er inspireret af Bob Fosses All That Jazz (1979, da. Det er showtime) på samme måde, som Passer havde planket »Fingernummeret« (Cirkusrevyen 1974) fra amerikaneren Art Metrano. Det er dog stort og smukt alligevel, og det både forankrer og forløser resterne af et kaotisk liv, som lægen og sygeplejerskerne kører bort. Det er en meget mindeværdig slutscene.


ZANDVLIETS film vil virke forskelligt på unge og ældre. Folk over 40 kan huske Dirch Passer og måden, som Danmark så ud på. Personligt savner jeg sødmen fra de første årtiers filmroller, da Passer endnu var køn og kunne synge: sporvognskonduktøren i Ved Kongelunden (1953), den forelskede bager i trilogien om Poeten og Lillemor (1959-61), viceværten i Det støver-serien (1961-63), Leopold i Sommer i Tyrol (1964). De film er danske som kaffe og kringle. Jeg savner ikke Lenin, din gavtyv! (1972) og Piger til søs (1977).



VED at gøre Passer til en distinkt karakter, lykkes det Zandvliet at skabe en præcis og bevægende anti-komedie, der finder ind til mennesket bag fænomenet. Det er Lars Ranthes film i lige så høj grad, som det er Nikolaj Lie Kaas’. Den kunne sagtens hedde Kellerdirk Bros, for det er de to sammen, der giver den struktur og prægnans.
   På en måde mangler noget af tiden, på en anden bliver den grebet i struben. Efter teksterne ser man et foto fra 1975. Dirch står med den 5-årige Nikolaj Lie Kaas i sin favn. Da er man endelig helt grædefærdig. For hvor er det en pragtfuld og svimlende film om altid at skulle være sjov på kommando. Der er masser af Passer i filmen om Dirch.

Se også Evig Latter: Stan Laurel 1890-1965 og Oliver Hardy 1892-1957; Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig Latter]; Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig Latter]Evig Latter: Jacques Tati 1907-1982; Evig Latter: Komikeren Andy Kaufman 1949-1984; Besværgende latter: Komikeren Roberto Benigni.

*) Nej Kjeld, le vil de le, og det er lige så stort. En bog om Kjeld Petersen. Red. Bent Grasten. 100 s. Forlaget Arena, 1962. Foruden Dirch Passers tekst ('Kjeld') og Frederik Dessaus essay 'Kellerdirk' indgår Birgitte Reimer: 'En medspiller', Erik Ulrichsen: 'Kjeld Petersen og dansk film', Sam Besekow: 'Netop denne skæbne' og Klaus Rifbjerg: 'Et digt'. Sidstnævnte er i tre akter med en epilog og rammer Kellerdirks absurde ækvilibrisme ret godt: 'Barcarole og chachacha/ et pludseligt lys af misforståelser/ de uudryddelige og så den/ mærkelige påtrodsfølelse'. Og uforligneligheden: 'Svindlen i andres kort/ indløses kun med ægte/ mønt/ faldet tabet styrtet.' Og endelig vejs ende i epilogen: 'spejlglassets hårdhed fattet/ uflytteligt forstøvet/ gestaltet kødelig/ leende rå gråd'.
   Ole Sønnichsen har skrevet standardbiografien Dirch Passer (Gyldendal, 2009) og suppleret den med informative tekster i albummet Dirch Passer - et liv i billeder (Gyldendal, 2012). Tættere på emnet selv og tiden er Malin Lindgrens Kære Dirch (Borgens Forlag, 1981). Alle tre bøger er varmt anbefalet. I Den store Dirch Passer Boks (4CD, Universal 2009) findes de fleste store monologer, Kellerdirk-sketches, filmsange og revytekster. Boksen streames på bl.a. Spotify. Alle de film, som jeg nævner, kan købes, lejes eller lånes. Det gælder også for Martin Zandvliets Dirch.


                                                                                                          
Dirch. Intr.: Martin P. Zandvliet. Manus: Anders F. August og Martin P. Zandvliet. Foto: Jesper Tøffner. 116 min. Danmark 2011. Dansk premiere 25.08.2011 


Foto: Bjørn Bertheussen/ Jesper Tøffner/ Nordisk Film Distribution
Filmen streames på Blockbuster, Google Play,Grand Hjemmebio, NETFLIX, NORDISK FILM+, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.08.2011

Ingen kommentarer:

Send en kommentar