Den næste generation: The Reader (2008) [Højtlæseren 1]

DEN NÆSTE GENERATION

Fortielse og medansvar i Tyskland efter krigen

Af BO GREEN JENSEN

I TYSKLAND var der stille efter 2. Verdenskrig. En generation kom til verden i ruinerne af den nationalsocialistiske drøms sammenbrud og i skyggen af et skyldkompleks så massivt, at man enten skød det fra sig eller gik til grunde i forsøget på at forstå det.

   Krigsgenerationen stod sammen og tav som ved en fælles pagt. Dens børn voksede op i fortielsen og undrede sig måske på en distanceret facon. Resten af verden hadede Tyskland. For den næste generation blev det et spørgsmål, om man kunne arve forældrenes skyld. Skønt hvor var de skyldige henne? Sager blev ført, og skyld blev placeret, men længe syntes krigen at være udkæmpet og tabt i et tomrum. Et kollektivt hukommelsestab havde grebet alle, der havde haft med krigen at gøre og bar på vekslende grader af skyld.

   For unge tyskere var det enkelt at dømme de tavse forældre: »Vi idømte alle vore forældre skam, selv om vi kun kunne anklage dem for at have tålt gerningsmændenes tilstedeværelse iblandt dem efter 1945,« siger fortælleren i Der Vorleser (1995). »At der skulle dømmes, var vi overbevist om. Lige så overbevist var vi om, at det kun på overfladen handlede om at dømme denne eller hin KZ-vogter og bøddel. Det var den generation, som havde betjent sig af vogtere og bødler, eller som ikke havde forhindret eller i det mindste udstødt dem, da de efter 1945 kunne være blevet udstødt, som stod for retten, og i én bearbejdelses- og oplysningsproces idømte vi dem skam.«*

BERNHARD Schlinks roman er en på én gang klar og dunkel fortælling om forholdet mellem det gamle og det nye Tyskland. Den skildrer en ung mands kærlighed til en ældre kvinde, der under krigen var medlem af SS og fangevogter, først i Auschwitz, siden i en annekslejr ved Krakow. For Hanna Schmitz er det dog ikke lejrene, som udgør den dybeste, sorteste hemmelighed. Det er skammen over, at hun aldrig lærte at læse.

  Fortælleren Michael Berg er 15 år gammel, da han møder Hanna første gang. Hun er 36, og året er 1954. Efter længere tids sygdom begynder han igen i gymnasiet, men overmandes på vej hjem af kvalme. Han står af sporvognen og kaster op i en port. Her sidder han, fortumlet og sølle, da en kvinde tager sig af ham, vasker og tørrer med sikre bevægelser, giver ham et bad i sin lejlighed og sender ham helskindet hjem til forældrene.

DA Michael opsøger kvinden for at sige tak, bliver de elskende på en pragmatisk facon, som er til gavn for begge parter. Hun lærer fra sig, og han er eleven, men rollerne vendes før kønsakten, når han læser højt for hende af sine skolebøger. Det undrer ham aldrig for alvor, at hun ikke læser bøgerne selv. Hele første del af Michaels dannelseskildring er en intens erotisk erindring, der genkalder sig de konkrete detaljer. Der er fra begyndelsen en animalistisk, selvforglemmende kvalitet i kvindens seksualitet. Det er denne episode, som er blevet hos manden i alle årene efter og stadig er brændt i hans erindring:

   »Jeg kan huske, at hendes krop, hendes holdning og bevægelser en gang imellem virkede klodsede. Ikke fordi hun var særlig kraftig. Det var snarere, som om hun havde trukket sig ind i det indre af sin krop, overladt denne til sig selv og sin egen rolige, af befalinger fra hjernen uforstyrrede rytme og glemt verden omkring sig. Den samme verdensfjernhed lå i hendes holdning og bevægelser, når hun trak sine strømper på. Men her var hun ikke klodset, nærmere flydende, yndefuld, forførende – en forførelse, der ikke er bryst og bagdel og ben, men en invitation til at glemme verden i kroppens indre.«

  
DRENGEN og kvinden lærer hinanden bedre at kende. Han læser Homer, Ovid, Goethe, Stendhal, opfører Lessings Emilia Galotti for hende, mens hun synes at sluge hvert eneste ord. Hun fastlægger et reglement. De bader, han læser, så elsker de, og hun sender ham hjem. Han skriver digte til hende i stilen fra Rilke og Benn, og i en både rørende og ironisk-sentimental sekvens tager de på cykelferie sammen i Rhindalen. I det favnende tyske landskab kan de overnatte på kroer under dække af at være mor og søn. Igen tænker Michael ikke videre over, at Hanna ser usikkert på menukortet. Tværtimod gør hun ham stolt ved at lade ham bestemme og bestille.

   Hanna arbejder som konduktrice på en sporvogn. Hun rejser fra byen, som i bogen er Heidelberg, da hun forfremmes til et kontorarbejde, hvor det snart ville komme for en dag, at hun ikke kan læse og skrive. Måske er SS-fortiden ved at indhente Hanna, men det er i alle tilfælde skammen over analfabetismen, som styrer og definerer hendes handlinger. Hanna forsvinder, 15 år går, og Michael er begyndt at forholde sig til kvinder på sin egen alder, da han som jurastuderende inddrages i sin historielærers kontroversielle KZ-projekt.

EN dag skal holdet overvære processen mod fem kvindelige lejrvagter, som under de allieredes bombning spærrede fangerne inde i en kirke, hvor de brændte ihjel. Michael genkender Hanna. Han iagttager sine medstuderendes reaktion med distance. Han vil på én gang forstå og fordømme Hannas forbrydelser, men det er ikke længere muligt at føle:

   »Det var ligesom når man kniber sig selv i en arm, der har fået en lokalbedøvelse. Armen ved ikke, at den bliver knebet af hånden, hånden ved, at den kniber armen, og hjernen kan i første øjeblik ikke holde de to ting ude fra hinanden. Men i næste øjeblik skelner den igen helt nøje. Måske har hånden knebet så hårdt, at stedet bliver ved med at være blegt et stykke tid. Så vender blodet tilbage, og stedet får farve igen. Men det får ikke følelsen til at komme tilbage.«

   Hans reaktion og mangel på samme ved gensynet er endnu et af fortællingens billeder for, hvordan man husker og erkender. En mor og en datter, Ilana og Rose Mather, overlevede Auschwitz. Datteren har skrevet en bog, der bl.a. identificerer Hanna. Især fremhæves det, at hun udvalgte sig favoritter blandt pigerne og fik dem til at læse højt i timevis, før de skulle sendes i døden. Sagen får Michael til at fantasere: »Det værste var de drømme, hvori den hårde, tyranniske, grusomme Hanna ophidsede mig seksuelt, og som jeg vågnede fra fuld af længsel, skam og forbitrelse. Og fuld af angst for hvem jeg egentlig var.«

   
MICHAEL brænder efter at betro sig til nogen. Han kan ikke længere få billederne til at passe sammen: »Jeg vidste, at de fremfantaserede billeder var ynkelige klichéer. De var ikke retfærdige over for den Hanna, som jeg havde oplevet og stadig oplevede. Alligevel var de af stor styrke. De nedbrød erindringens billeder af Hanna og indgik forbindelse med de billeder af lejren, jeg havde i hovedet.«

   I retten vil Hanna hellere lade sig bruge og tage ansvaret for mordbranden, end hun vil indrømme, at hun ikke kan have skrevet rapporten, der fælder de anklagede, fordi hun ikke kan læse og skrive. Samtidig synes hun ikke at være anfægtet af sine handlinger. Med næsten frejdig trods spørger hun dommeren, der vil have hende til at angre og skamme sig, om hun da slet ikke skulle have taget det arbejde hos Siemens, som naturligt førte til optagelsen i SS.

BLANDT tilhørerne sidder Michael og kan som den eneste mildne Hannas dom, hvis han røber hendes hemmelighed. Han lader være, fordi han skammer sig. I filmen kan man få indtryk af, at han også vælger at tie, fordi han vil være loyal, om ikke over for Hanna nu, så i det mindste over for erindringen om deres forhold. I Schlinks roman er Michael mere afklaret. Han ved, at han tier af skam og fordi han er fej. Derved rejses spørgsmålet, om vi alle – ikke blot i efterkrigstidens Tyskland - tier stille med vor viden af skam.  

   Michael kontakter aldrig Hanna direkte, mens hun afsoner sin straf, men han begynder at sende hende bånd med sin højtlæsning. Sådan knækker hun endelig koden og lærer sig selv at skrive og læse. Hun skriver da til sit ’drengebarn’ og rækker hånden frem en sidste gang, men Michael lægger alle hendes breve ulæste i skuffen. Måske kan han forstå hende, men han kan eller vil ikke tilgive hende. Tilgivelsen søger han efter Hannas død hos Rose Mather i New York. Man skal selv se The Reader for at vide om, han får den.

THE Reader er ikke mindst eksemplarisk som filmatisering. På alle niveauer lykkes det instruktøren Stephen Daldry og manuskriptforfatteren David Hare, der kender hinanden fra arbejdet med The Hours (2003), at finde visuelle virkemidler, der modsvarer romanens litterære jeg-fortælling. Som voksen bliver Michael retshistoriker med speciale i Det Tredje Rige. Han skriver da om fagets væsen: »Historie betyder at slå bro mellem fortid og nutid og betragte begge bredder og virke på dem begge.«

   Det bliver i filmen til et udsøgt billede af Ralph Fiennes, der er standset midt på en sti af sten, som fører den vandrende over søen. Som Michael og Schlink afstår Daldry og Hare fra at analysere på og fortolke Hannas analfabetisme. Den bliver aldrig en konkret metafor i en allegori, hvor alt har 1:1-betydning. Omvendt må den have symbolkvalitet, hvis man vælger at betragte forholdet mellem Hanna og Michael som et billede på relationen mellem fortid og nutid i Tyskland. Det er og bliver til dette spørgsmål, at fortællingen vender tilbage:

   »Hvad skulle og skal min generation af efterlevende egentlig stille op med oplysningerne om rædslerne ved jødeudryddelsen? Vi må ikke tro, at vi kan forstå det, der er uforståeligt, må ikke sammenligne det, der er usammenligneligt, må ikke spørge, fordi én spørgende alligevel gør rædslerne til genstand for kommunikation – også selv om han ikke betvivler dem – og ikke behandler dem som noget, der kun kan få ham til at forstumme i forfærdelse, skam og skyld? Skal vi udelukkende forstumme i forfærdelse, skam og skyld? Med hvilket formål? Ikke sådan at forstå, at den bearbejdelses- og oplysningsiver, hvormed jeg havde deltaget i øvelsen, simpelt hen forsvandt under retssagen. Men at nogle få blev dømt og straffet, og vi, den næste generation, skulle forstumme i forfærdelse, skam og skyld – var det det, der var meningen?«

  
HELE denne problematik er bundet op på Hannas figur, hendes tunge seksualitet og hendes mangel på sprog, der især for en sprogmand må fremstå med æggende primitivitet. »Det er tanker jeg gjorde mig senere,« siger Michael. »Men heller ikke senere var de nogen trøst. Hvordan skulle det være en trøst, at min smerte ved min kærlighed til Hanna på en vis måde var min generations skæbne, var den tyske skæbne, som jeg blot havde sværere ved at unddrage mig, blot havde sværere ved at skjule end de andre. Alligevel ville det have været godt for mig dengang, hvis jeg havde kunnet føle, at jeg hørte til i min generation.«

FORTÆLLINGEN understøttes af lydefri og beredvillige præstationer fra tyskeren David Kross og englænderen Ralph Fiennes i rollerne som henholdsvis den unge og den midaldrende Michael Berg.  Som stor dreng har han vidtåbne øjne og elsker sultent med kvinden, når han har læst for hende og er blevet revet med af hendes beundring. Hos manden er lyset i øjnene slukket. Der er i alle scener en stille, vemodigt rugende melankoli omkring Michael. Skønt de to skikkelser er forskellige som dag og nat, tvivler man aldrig på, at de er den samme mand.

   Filmen står og falder dog med Kate Winslets indlevelse i den uudgrundelige Hanna Schmitz. Flere kritikere har haft forbehold, fordi de mener, at Winslet humaniserer Hanna og gør hende uhensigtsmæssigt sympatisk. Indvendingen er relevant og konkret. Hanna mærker Michael for livet, men som forholdet fremstår, er der også intimitet og en sødme, som man ikke kan fortænke Michael i at dvæle ved. Filmen giver Hanna masser af værdighed, hvor bogen i højere grad betoner karakterens før-sproglige evne til at synke ind i sin krop.

OMVENDT er det afgørende, at man tror på Hannas tiltrækningskraft, såvel som på hendes hårdhed og analfabetisme. Den sidste faktor gør Winslet forbavsende sandsynlig. Faktisk er Hannas mysterium lettere at begribe i filmen end hos Schlink, der ikke kan sige sig fri for at dyrke et præg af romantisk konstruktion. Det er en frygtelig melankolsk historie, men den er sandelig også iscenesat sådan. Man kan høre strygerne fra scene et.

   The Reader er et gådebillede, et forsøg på en forklaring, en sanselig læsning af skyldens metafysik og endelig også et opgør med skammen, en længselsfuld fordring efter år nul: »Lagene i vores liv hviler så tæt oven på hinanden, at vi i det senere altid møder det tidligere, ikke som noget overstået og færdigt, men nuværende og levende. Det forstår jeg. Alligevel synes jeg undertiden, det er svært at holde ud. Måske har jeg alligevel skrevet vores historie, fordi jeg vil være fri af den, selv om jeg ikke kan blive det.«

    

DAVID Hares manuskript gør sit yderste for at åbne fortællingen, uden at miste kompleksiteten hos Schlink. Stephen Daldry instruerer med et attituderelativistisk håndelag, der blandt dagens instruktører kun matches af Michael Winterbottom. Han gør sig mest umage med de første scener mellem Hanna og Michael, og han skåner os for de flashbacks til lejruniverset, der ville have devalueret The Reader som filmkunst.

   Mest gennemført er måske cykelferien i hjertets Heimat. Her husker publikum med ét, at filmen er amerikansk produceret og har en britisk instruktør. Med ét minder tiden og stedet akut om den scene i Bob Fosses Cabaret (1972), hvor Minnelli, York og Griem gør holdt ved et udskænkningssted, og en arisk knøs fra Hitlerjugend rejser sig og synger »Tomorrow Belongs To Me«. Ellers føles filmen mere tysk end engelsk i de fleste scener. Alligevel kunne det være interessant at se en tysk version af Der Vorleser.

*) Berhard Schlinck: Højtlæseren. Oversat efter »Der Vorleser« (1995) af Anneli Høier. 164 s. Gyldendal, 1997.

The Reader. Instr.: Stephen Daldry. Manus: David Hare. Foto: Roger Deakins og Chris Menges. 124 min. USA-Tyskland 2008. Dansk premiere: 08.04.2009

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 09.04.2009