Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]

I BEGYNDELSEN

En prequel til Alien-tetralogien

Af BO GREEN JENSEN

HVIS man så denne film uden særlig forventning, kunne man være udmærket tilfreds. Her er tale om en velsmurt thriller fra scifi-genrens mere fabulerende terræn. Det er tydeligt, at den vil noget særligt. Problemet med Prometheus er, for det første, at premieren markerer kulminationen på en af de største lanceringskampagner i nyere tid. For det andet, at det gælder en prequel til et af genrens rare klenodier, Ridley Scotts stadig effektive Alien (1979, da. Alien – den 8. passager). Kun instruktørens næste film, den dystopiske Blade Runner fra 1982, har en lignende status.

YDERMERE må Prometheus forholde sig til de aldrig helt håbløse tilføjelser i Alien-serien. I James Camerons muskuløse Aliens (1986) var passageren ganget med 1000. David Finchers stilfulde Alien3 (1992) trak et filter af myte over motiverne fra de første film. Jean-Pierre Jeunets Alien: Resurrection (1997) løb derimod sur i tematik og figurer. I periferien findes spin-offs som Paul Thomas Andersons Alien vs. Predator (2004) og Alien vs. Predator – Requiem (2007), der var baseret på et PC-spil.

NU er serien igen ved begyndelsen, som en ouroboros-slange, der æder sig selv. Vist kan Prometheus ikke benytte Sigourney Weavers navnkundige Ripley-figur, der som gennemgående faktor har været en benhård Madonna-i-rummet. Til gengæld kan forhistorien bruge ny CGI-teknik og trække på en færdigbagt mytologi. Det er i håbet om stor science fiction, at man sætter sig foran Prometheus, som oven i købet er skudt i 3D. I rummet kan ingen høre dig skrige. Det gælder nu som i 1979, da Michael Fassbender var en purk på to år, og Noomi Rapace end ikke var født.

FASSBENDER har rollen som David, en genetisk forædlet androide, der minder tilskueren om andre tjenende ånder i rummet, fra computeren Hal i 2001 til Ian Holms Ash-figur i den første Alien. Rapace er arkæologen, der har fundet et fast stjernemønster i forhistoriske vægmalerier, på Jorden såvel som i himlen. På vegne af The Weyland Corporation sætter skibet Prometheus ud på en rejse, der skal give ejeren svar på tre spørgsmål: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen?

PÅ en fjern planet står et gigantisk stenhoved. Der løber hologrammer af døende væsener omkring i systemet, en nedsænket labyrintisk struktur, som viser sig at være et begravet rumfartøj. Man kan ånde under jorden, og væggene er af levende sten. Der er en god chance for at få fremmed DNA med tilbage. Alligevel fremturer forskerne. David har fordrevet rejsetiden med at se Lawrence of Arabia og lære uddøde indiske sprog. Snart får flere sort blod i kroppen. Parasitter pibler frem.

I PROLOGEN ser man en gud bukke under. I epilogen forstår man, hvor Alien begynder. Jeg skal ikke ødelægge de overraskelser, som filmen er overfyldt med. Effekterne er flotte. Imidlertid lider Prometheus af en frygt for at kede, som får skaberne til at gå over stregen. Der er alt for mange temaer. I den første Alien var der suspense. Det har den femte for travlt til at kunne præstere.

Prometheus. Instr.: Ridley Scott. Manus: John Spaihts og Damon Lindelof. Foto: Dariusz Wolski. 124 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.05.2012

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.06.2012