DEN LEVENDE HISTORIE
Romantisk metode og historisk revision
Af BO GREEN JENSEN
»Og det blev trygt og varsomt, det at vente/ med Liv som er forfulgt og
angst og delt./ Enhver, der har forsvaret noget, ved det./ Og den, som kæmper,
taber aldrig helt.« (Morten Nielsen, »Samme Motiv«, Krigere uden Vaaben, 1943)
TIL sidst var de to om at gøre
det fornødne. »Flammen« hed egentlig Bent Fauerschou-Hviid (1921-44), mens
»Citronen« var identisk med Jørgen Haagen Schmidt (1910-44). De tilhørte
modstandsgruppen Holger Danske, et borgerligt sidestykke til den kommunistiske
BOPA-organisation, og fra august 1943, da frihedskampen for alvor tog fart, til
oktober 1944, da begge mænd blev indhentet af deres myter, foretog de sammen 11
stikkerlikvideringer.
Citronen førte bilen og stod for det praktiske arrangement. Flammen
havde talent for at dræbe og tøvede aldrig i 11. time. »Jeg tror ikke, at
Flammen kendte til frygt,« sagde kollegaen Jørgen Kieler (1919-2017), et andet Holger
Danske-medlem. I live var de to mænd legender. Som døde
helte fik de martyrstatus, og der blev pyntet på deres bedrifter i farverige
vandrehistorier. Det er disse og resterne af en slags sandhed, som Ole
Christian Madsen har forsøgt at koncentrere i Flammen & Citronen.
Madsen har skabt sin film i nært samarbejde med forfatteren (og eksfrontfigur i 90er-bandet The Poets) Lars K.
Andersen. Ideen opstod, da parret formgav tv-føljetonen Edderkoppen (2000). Begge fremstillinger blander autentiske forhold
med fiktive tiltag, så man kan tale om en romantisk metode, der måske kommer
»sandheden« nærmere.
Siden fik Madsen realiseret så forskellige og markante
film som Pizza King (1999), En kærlighedshistorie (2001), Nordkraft (2005) og Prag (2006), mens Andersen blev i besættelsestiden og tog et sejt træk med den lange research. Man må tro, at Madsen og Andersen føler
en vis empati med Flammen og Citronen. De deler i hvert fald en grad af
besathed.
FILMEN forsøger at løse en gåde, for hvilken slags menneske er det i
grunden, som ikke kender til tvivl eller frygt? »Jeg tror, at de var nogle mere
ekstreme mennesker, end vi skildrer dem som,« har Mads Mikkelsen, som spiller
Citronen, udtalt. »Vores handlinger er ekstreme nok, men vi gør dem mere
almindelige og genkendelige for bedre at kunne skabe identifikation hos andre,
hos publikum. Men jeg aner ikke, hvem de var. Vi har valgt at sige, at de var
sådan her for at kunne fortælle historien om, hvad krig gør ved mennesker.«*
Fauerschou-Hviid havde hadet
nationalsocialismen, siden hans far, der drev hotel i Nordsjælland, sendte ham
i tysk tjenerlære. Han blev kun 23 år og fik aldrig for alvor et liv uden for
de illegales kreds. Haagen Schmidt var ti år ældre og havde nået sit absolutte
engagement i etaper. Han var gift og havde både børn og en hverdag, da krigen
begyndte, men efterhånden som undergrundsarbejdet åd ham, blev familielivet sat
over styr.
Citronen begyndte med at sabotere tyske
biler i sin tid som mekaniker hos Citroën. Heraf øgenavnet. Fauerschou-Hviid
fik sit, da han ville farve håret mørkt og ved en fejl blev rød i toppen. »Han
var nærmest hennafarvet,« siger Gunnar Dyrberg (1921-2012), et andet Holger
Danske-medlem, om figuren, som Thure Lindhardt fremstiller i Ole Christian
Madsens film. »Han var ikke så gulerodsfarvet. Men det skal man have lov til.
Det er jo ikke en historisk film. Jeg arbejdede sammen med ham det sidste halve
hår. Vi var en gruppe på fire. Vi var alle sammen født i 1921, undtagen
Citronen. Vi var alle børn.«
FILMEN er solidt forankret i to klare, suverænt handlingsbærende skikkelser.
Som Citronen er Mikkelsen håndværkeren, fortællingens fyrbøder, der kører
Lindhardts dræbende dandy fra sted til sted. Citronen er nusset og sover i
bilen. Flammen har aristokratisk karisma. De to mænd kender kun hinanden. Da
Flammen begynder at ryste på hånden, mens Citronens ægteskab går i stykker -
han giver slip på sin kone og sin datter i en hjerteskærende scene, der siger
mere om loyaliteter end megen fædrelandsretorik – bliver venskabet næsten et
kærlighedsforhold. Det er muligvis ikke sådan det var, men sådan kunne det
være.
Der er flere lag og skjulte rum i fortællingens hovedfigurer. Ellers
opererer psykologien i et univers af faste typer med stærke bestemmende træk.
Stine Stengade tillægges megen sensuel uudgrundelighed som den Mata Hari/Jane
Horney-agtige modetegner Ketty Selmer, der påstår at være kurer for
Frihedsrådet, skønt hun bor på Hotel Nordland, der er inficeret af danske og
tyske nazister. Det er til hende, at Flammen skriver sit brev, som indirekte er
den dramatiske krog, der trækker nutidens tilskuer ind og ned i den nære, levende
fortid.
I PERIFERIEN er det forfriskende at se spillere som Peter Mygind og
Flemming Enevold castet mod deres sædvanlige folkekære typer. Mygind er den
iskolde Winther, som hævder at have sine ordrer direkte fra London og plejer
flere interesser i det eksilerede frihedsråd. Enevold er efterretningschefen
Spex, som sandsynligvis angiver Flammen og Citronen, da de bliver for svære at
styre. Som »Ravnen« Frode Jacobsen ses Lars Mikkelsen ganske kort. Vore helte
er på gyngende grund, når de færdes i modstandens magtapparat, hvor værdierne
flyder i ét væk, og alle har dobbelte dagsordener. Mens slutningen nærmer sig,
står det klart, også for mændene selv, at der ikke bliver noget liv efter
krigen. Der er ganske enkelt ikke plads til folk, der har kæmpet så længe og så
kompromisløst.
Over for de glatte figurer i frihedsbevægelsen er flere kollaboratører
og nazistiske myndighedspersoner tegnet med nuancer. Den intellektuelle
redaktør Gilbert (Hans Zischler), hypnotiserer Flammen med Mefistofeles-fristende
veltalenhed, da denne vil likvidere ham. Gestapo-chefen Hoffmann (Christian
Berkel) vil have de to mænds hoveder på et fad, men er den eneste, som viser de
døde helte respekt, da det kommer så vidt. Et andet sted i puslespillet hjælper
Spex den yndige Ketty på toget, da hun har solgt sin kæreste for tyske
blodpenge. Man mere end fornemmer, at forræderiet er udført på bestilling,
orkestreret af Winther og Spex i forening. Det er derfor kun retfærdigt, at
Ketty ikke kan holde op med at græde, da brevet fra Flammen bliver genlæst.
FØRST mod slutningen tipper filmen over i visuel hæmningsløshed. Det er
sikkert sandt, at Haagen Schmidt den 14. oktober 1944 blev omringet af mere end
hundrede tyske soldater fra en nærliggende kaserne. Han døde efter timers ildkamp,
da han vaklede ud af den brændende villa og blev skudt ned på græsplænen.
Episoden ligner allerede i referat den rituelle slutscene i tragiske westerns
og gangsterhistorier. Det burde derfor ikke være nødvendigt at koreografere
Citronens død som en apokalyptisk voldsballet.
Overmagten er arrangeret i en dekorativ halvcirkel, som Jørgen
Johanssons kamera stiliserer endnu mere ved at trække sig ud i en
kranoptagelse. Også Karsten Fundals musik er rigeligt stor. Der mangler kun den
dvælende slow-motion fra Arthur Penns Bonnie
& Clyde (1967) eller massakren på de sidste hårde mænd i Sam Peckinpahs
The Wild Bunch (1969). 60 år efter
besættelsen har Madsen faktisk den samme historiske afstand til stoffet, som
Peckinpah havde i sidstnævnte film. En overgang frygter man næsten, at Madsen
vil lade Flammen & Citronen dø skulder ved skulder som Butch Cassidy og The Sundance Kid (1969) i George Roys Hills
navnkundige løvfaldswestern.
Disse svage steder, hvor filmen ofrer sig for en stil, er dog relativt
få og til at leve med. Modstandsmanden Gunnar Dyrberg, som var rådgiver på et
par af de danske scener, har udtrykt det meget præcist: »Sådan er det vel. Når
man bliver så kendt, må man finde sig i at blive behandlet som Gøngehøvdingen.«
DER er i filmens marv en elegisk
tone, som har at gøre med dens rugende kvalitet. På den givne bagrund kunne man
nok have skabt en mere traditionsforankret fremstilling, som dækkede sig ind i
forhold til virkeligheden og overholdt diverse dokumentariske grundlove. For
Ole Christian Madsen, Lars K. Andersen og produceren Lars Bredo Rahbek, der er
den tredje skabende kraft bag projektet, har tvivlen om den historiske sandhed,
selve uvisheden og relativismen, imidlertid afgørende betydning.
Da Lis Bomhoff, kvinden i parret som husede Flammen, besøgte
produktionen og reagerede positivt på levendegørelsen af sin fortid, sagde Lars
Bredo om de gamle frihedskæmpere: »Vi skal beskytte dem, samtidig med at vi
skal passe på, at de ikke tager patent på sandheden. Lis er trådt ind i et rum,
hvor fiktion og virkelighed divergerer. Kan hun acceptere det?« Hér har filmen
sit hjerte: Hvor fiktion og virkelighed divergerer.
I samme ånd mener Madsen, at »virkeligheden har det med at stå og blafre
og være meget utydelig. Det er det, der gør, at den er utømmelig, og det er
det, der gør, at man kan blive ved med at researche, mens fiktionen kræver en
form og en løsning.«
DET får den i Flammen &
Citronen. Af finansieringsmæssige årsager er kun enkelte scener optaget i
Danmark. Resten er skudt on location
i Prag og de tyske Babelsberg-studier, hvor en hel gade blev konstrueret til
formålet. Derfor ligner filmen
1940erne, men den besatte by er tydeligvis ikke København. Der er noget ved
lyset, løvet og arkitekturen, som ikke overbeviser. Vinstuen Commercial Wine,
hvor frihedsfolk gnider kind med nazister og kollaboratører, ligner ikke en
autentisk beværtning, og da Flammen opsøger sin far (Jesper Christensen) på
hotellet i Nordsjælland, føler man sig hensat til et tyrolerlandskab.
I begyndelsen virker denne stedløshed distraherende. Imidlertid opdager
man efterhånden, at den er med til at løfte historien og forstærke præget af
feberdrøm. For så vidt som Flammen &
Citronen har modernistiske kvaliteter, udspringer de af denne topografiske
dissonans. Flere steder, især om dagen i solen, føler man sig hensat til gaden
i Den andalusiske hund. For et dansk
publikum er dette en sidegevinst. I udlandet vil man blot konstatere, at
40ernes København var et sted på linie med Prag og Berlin.
MEGET lykkes i Flammen & Citronen. Historien bliver
levendegjort, og den bliver også konstruktivt kritiseret, efterhånden som
besættelsestidens figurer filtres fri af den kækt forenklede drengebogsmytologi
i Eilstrup og Lindebergs De så det ske
under besættelsen (1969), et billedværk som var standardstof i denne
anmelders ungdom. For Ole Christian Madsen er Flammen & Citronen også en refleksion over danskhedens væsen og
fænomenet fælles identitet. Som han udtrykker det:
»I en krig bliver der begået fejl, og modstandsbevægelsen begik også
fejl. Den store fejl var ikke fejlene, men at der ikke blev talt om dem efter
krigen (...) Det er en forståelig disposition: Det nationale selvværd skulle
opbygges igen, Danmark skulle tage sig godt ud i de allieredes øjne. Men at der
skulle gå 60 år, før der begyndte en ny diskussion, er i virkeligheden dårligt
for det nationale selvværd. Et land har brug for helte, men det har også brug
for at nuancere billedet af sig selv. Besættelsen er et røntgensyn på nationen
Danmark; vi har brug for nuancer og nye vinkler for at udvikle os. Historien om
besættelsen tilhører os alle. Vi har alle brug for at spejle os i den og ret
til at fortælle historien.«
Citronen og Flammen bliver ved med at kæmpe, til midler og mål går i ét.
Da man vil have dem til at kvalificere deres modstand, er de ude af stand til
at nuancere. De vil ikke spille spillet og bliver derved fortabte helte i et
grumset moralsk univers:
»Flammen & Citronen er en
film med en mission. En af de ting, jeg er mest fascineret af, er begrebet 9.
April 1940, og hvad der skete den dag. Tyskerne kom om morgenen og besatte
landet. Der stod en hel befolkning og ventede på instrukser om, hvad de skulle
gøre. Men i stedet for værdier fra regering og konge fik de det modsatte. De
fik besked på at samarbejde og forholde sig i ro. Der er ikke noget mere
demoraliserende og værdiopløsende end at få vide, at man skal samarbejde med
fjenden. På en måde stjal regeringen befolkningens mulighed for at tage
stilling, og derfor var det fuldt ud lige så legitimt at arbejde sammen med
tyskerne, som det var at lade være.«
MADSEN ser i dette forhold forklaringen på, at Danmark i dag er så
etnisk centreret og dårlig til at integrere det fremmede. Det er nu nok at
overfortolke. Filmen handler om to fanatiske mænd, der kæmper til døden for
deres principper. Den véd, at vi siger »modstand« og »frihedskamp«, når vi
deler de illegales værdier. Er det modsatte tilfældet, taler vi om
»ekstremister« og »terror«. »Heltene« er dog de samme mænd.
Også denne vinkel er indføjet i filmens billede af de danske martyrer.
Overhovedet hviler den kulørte overbygning på et solidt fundament. Edderkoppen anvendte samme æstetik og
metode, men havde ikke den idemæssige tyngde, der gør Flammen & Citronen så helstøbt og sikker. Det er den dyreste
danske produktion nogen sinde, og økonomien kan kun balancere, hvis resten af
verden er interesseret. Under alle omstændigheder er resultatet rigeligt umagen
og ressourcerne værd. Ole Christian Madsens besættelsesdrama kombinerer romantisk
metode og historisk revisionisme i en stilmæssigt gennemført storfilm. Det har
ingen for alvor haft held med før nu.
Andre tekster i temaet Danmarks Besættelse 80 år: Frihedskæmperen Max Manus (2008); Roni Ezra: 9. april (2015); Martin Zandvliet: Under sandet (2015); Nicolo Donato: Fuglene over sundet (2016); Erik Poppe: Kongens valg (2016); Krigen i Finland: Den ukendte soldat (2018); Anders Refn: De forbandede år (2020); Krigen på Bornholm 1940-1946 + Legender om besættelsen.
Flammen & Citronen. Instr.: Ole Christian Madsen. Manus: Lars K. Andersen og Ole Christian Madsen. Foto: Jørgen Johansson. 130 min. Tyskland-Tjekkiet-Danmark 2008. Dansk premiere: 28.03.2008
Fotos: Nimbus Film Productions [Still photographer Erik Aavatsmark]/ Wüste Filmproduktion/ Wüste Film Ost/ Studio Babelsberg/ DFI/ YouTube
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 29.03.2008
Ingen kommentarer:
Send en kommentar